Anmeldelse af “Historiedidaktik”

Læs anmeldelsen af bogen “Historiedidaktik” her (Gymnasieskolen)

Grænseflader mellem fagene dansk og samfundsfag

Se powerpoint fra foredrag for Dansklærerforeningen/G her.

Digitale medier i gymnasiet

Se powerpoint fra foredrag her

Politik og historie

Anmeldelse af Quentin Skinner: Politik og historie, Hans Reitzels Forlag 2009

Var Klaus Bondams machiavelliske borgmestermanøvre efter det seneste kommunalvalg udtryk for kynisk taburetklæberi, eller var det tværtimod et eksempel på dygtigt politisk håndværk? Er skattereform 2010 slet og ret økonomisk og social uansvarlighed, eller er vi her vidner til en fremsynet justering af den danske model? I vore dages medialiserede politiske virkelighed er kampen om at kunne lave fortællingen om den slags begivenheder som bekendt blevet en blodig politisk slagmark.

Når de politiske aktører beskriver sig selv og deres modstandere, benytter de imidlertid en ældgammel sproglig teknik: Den retoriske genbeskrivelse. Allerede den romerske retoriker Quintilian bemærkede, at positive moralske begreber ligger snublende tæt på konkurrerende negative termer. Gavmildhed kan omskrives til ødselhed, påpasselighed til nærighed og mod til uansvarlighed. Retorisk genbeskrivelse handler om at finde de nærliggende henholdsvis dyder og laster, der kan sætte personer og handlinger i et mere fordelagtigt eller ufordelagtigt lys alt efter intentionen.

Retorisk genbeskrivelse er ét af de temaer, der optræder i bogen Politik og historie, som samler en række tekster af den britiske politolog og idehistoriker Quentin Skinner. Det er velformidlet, og netop retorisk genbeskrivelse forekommer at være et analytisk begreb, der forholdsvis enkelt vil kunne anvendes i samfundsfagsforløb om magt og meningsdannelse. Det illustrerer, hvordan brug af ord også er politiske handlinger.

Sproglig – retorisk – analyse ligger ganske vist i danskfagets læreplan. Med denne bog i hænderne virker det indlysende, at det også hører til i samfundsfag. Ligesom beregninger er en matematisk færdighed, der kan skærpe samfundsfaglige analyser, kan sproganalytiske begreber, teorier og modeller være meget nyttige redskaber i vores fag.

Bogen indledes med Skinners klassiske metodetekst ”Mening og forståelse i idehistorien”, hvor han går til angreb på en række mytologier i den politiske idehistorie. Det drejer sig om forestillinger om, at politiske teoretikere nødvendigvis formulerer doktriner om de samme tidløse problemstillinger, at der nødvendigvis findes en indre sammenhæng i en teoretikers forfatterskab, at teoretikere bør forstås på grundlag af den virkningshistorie, som deres ideer kan have haft m.m. Betragtningerne er skarpe og især historiefagligt interessante, men vil næppe finde vej til samfundsfagsundervisningen. På den anden side kan teksten tjene som en advarsel mod en alt for rigid opfattelse af de teoretikere (Giddens par excellence), der risikerer at blive noget stereotype i undervisningen.

Skinners kongstanke er, at politiske forestillinger må forstås i deres historiske sammenhæng. I stedet for kanoniske tekster handler politisk teorihistorie om skiftende politiske sprog, som forskellige samfund taler med sig selv på. Det indebærer også en advarsel mod at lade sig forblænde af sit eget politiske arvesølv: En for rigid opfattelse af de politiske værdier, som vores samfund angiveligt bygger på, risikerer at fortrænge andre væsentlige erfaringer og forestillinger.

Hvordan han mener historien alligevel kan være til nytte – også i politisk forstand – viser Skinner i bogens sidste del, hvor han identificerer et begreb om ”social frihed”, som har været fortrængt i den moderne liberale politiske teori. I stedet for et negativt frihedsbegreb, hvor frihed betragtes som individuel frihed fra statens tvang, fremhæver Skinner et positivt republikansk frihedsbegreb, hvor frihed nødvendigvis forudsætter, at man bidrager til opretholdelsen af det samfund, der garanterer friheden. På den måde bruger Skinner en fortrængt historie til at finde argumenter for medborgerskab og noget, vi måske kunne kalde deltagelsesdemokrati.

Politik og historie ligger i periferien af den samfundsfaglige interessesfære, men der er tale om en skarp og sine steder meget vedkommende udgivelse. Og modsat mange af de andre samfundsteoretikere, der interesserer sig for sprogvidenskab og magt, formidler Skinner sine betragtninger i et meget klart og tilgængeligt sprog.

Samfundsfagsnyt nr. 177, forår 2010

Den socialdemokratiske idéarv

Anmeldelse af Claus Bryld: Den socialdemokratiske idéarv. Politiske grundværdier i dansk arbejderbevægelse før velfærdsstaten. Roskilde Universitetsforlag 2004, 340 sider, 298 kr. Bragt på Institut for Statskundskabs hjemmeside november 2004.

Sygt nok

Jeg har – pinligt langt om længe – fået læst P.O. Enquists Livlægens besøg (1999). Det er en fin historisk fiktion, som (forudsigeligt nok?) er præget af anakronismer; Revolutionsklicherne (“revolutionen æder sine egne” etc.) er trættende, og de var næppe mulige før den franske revolutions spectacle. Persongalleriet er også lovlig fortegnet efter min smag, med den idealistiske oplysningsmand Struensee overfor den inkarnerede ondskab i skikkelse af Ove Guldberg. Han var rigtignok konservativ, men næppe et deformeret monster…

Introduktion til begrebshistorie

“Ordet skole kommer af det oldgræske schola, der betød fritid. ”Fritid” er altså den oprindelige betydning af ”skole”. Hvad siger det om vore dages skolesystem? Ikke ret meget, vil de fleste nok mene! Men forskellen på begrebernes betydning giver en antydning af, hvor forskelligt det antikke græske samfund var fra vort eget.”

Som supplement til en artikel i antologien “Historiedidaktik” (red. af Peder Wiben, 2. udgave, under udgivelse på forlaget Columbus 2009) har jeg skrevet denne elevintroduktion:

Indtroduktion til begrebshistorie

Fransk

Debatindlæg bragt i Weekendavisen 11.5.2006

DE franske CPE-demonstranter turde sige nej til det, som alle bilder sig ind er uundgåeligt. Den slags er både ambitiøst og lovende.

Det franske forårsoprør, der bragte hundredtusinder på gaderne og stoppede arbejdsmarkedsloven CPE, var defensivt, imod modernisering og derfor håbløst. Så meget var hovedparten af danske kommentatorer enige om.

I modsætning hertil var Maj ’68, som mange af de selv samme kommentatorer genkaldte sig med en vis nostalgi, et oprør »for« noget. Det var en kamp for frihed, mod undertrykkende magtforhold og konventioner, og det var skamløst ambitiøst med sine paroler om at bringe »fantasien til magten«. 68’erne turde tro på en anden fremtid end den, som efterkrigstidens veldresserede lønarbejds- og masseforbrugssamfund kunne tilbyde.

Sådan er det angiveligt ikke i dag. Skal man tro danske politiske iagttagere, findes der aktuelt to mulige positioner i spørgsmålet om de europæiske samfunds fremtid: de moderne, der erkender, at »tilpasning til globaliseringen« er en naturnødvendighed og tør tage de fornødne (asociale) skridt, og de reaktionære, der søger tilflugt i en dødsmærket velfærdsstatsnostalgi og national chauvinisme. Så er højre- og venstrefløj bekvemt sat i samme bås.

Analyserne af protestdemonstrationerne vakte minder om dengang, det franske nej til EU’s forfatningstraktat skulle forklares i danske medier. Her blev Pia Kjærsgaard i DR’s nyhedsudsendelse inviteret i studiet som sandhedsvidne, selvom nejet ifølge vælgerundersøgelser ikke skyldtes fremmedangst, men utilfredshed med traktatens økonomiske og asociale profil, herunder dens neoliberale slagside.

I den danske offentlighed blev nejet indskrevet i den velkendte fortælling om europæernes voksende selvtilstrækkelighed og skepsis over for omverdenen. Kritik af »globaliseringens krav« lod sig ganske enkelt ikke begribe på andre måder.

Historien gentog sig. Demonstranterne i gaderne dette forår stillede sig spektakulært, men, hed det sig, håbløst i vejen for den »nødvendige« trimning af virksomheden Frankrig til at matche tidens globale konkurrencevilkår.

Men hvori består dette »vilkår«? International Herald Tribune’s klummeskribent, William Pfaff, perspektiverede oprøret den 29. marts: i årtier har der været bestræbelser på at implementere en samfundsmodel verden over, hvor arbejde betragtes som én blandt mange varer, der må prissættes af det frie marked.

Ifølge den klassiske økonom David Ricardos »jernhårde lønningslov« vil priskonkurrencen sammen med et ubegrænset udbud af arbejdskraft føre til, at lønningerne falder til lige over subsistensminimum. Det ubegrænsede udbud af arbejdskraft har aldrig været en realitet – før nu. Det muliggøres af globaliseringen, og beslutningstagerne negligerer de menneskelige konsekvenser.

Derfor, slutter Pfaff, kan de franske protester, som ved første øjekast kan forekomme reaktionære, vise sig at have vidtrækkende, positive perspektiver. Demonstranterne slår fast, at udviklingen er politisk, idet de nægter at deponere alle fremtidsforestillinger hos markedskræfternes forgodtbefindende. Dermed demonstrerer de en optimisme og et vovemod, der ikke står tilbage for ’68.

Speciale

Mit speciale findes her:

“Staten i hjertet. Jens Schelderup Sneedorffs patriotiske opdragelsesprojekt”, Københavns Universitet 2005 (pdf)

(Københavns Stadsarkivs digitale skriftrække)

Se også “Jens Schelderup Sneedorff” (Wikipedia)

Begrebshistorie

Anmeldelse af Reinhart Koselleck, “Begreber, tid og erfaring” (Hans Reitzels Forlag, 2007) bragt i tidsskriftet Noter, september 2008 og her

Knapt er printerblækket tørt på læreplanen i historie, før en ændret tager dens plads. Og allerede før første gennemløb under 2005-reformens vinger var overstået, tegnede det til en omfattende reform af selve gymnasiereformen. Reformreformerne udstiller et meget tidstypisk fænomen: Den accelererende forandringshastighed. Vi tvinges på godt og ondt til konstant at forholde os til uventede og ukendte nyskabelser.