Anmeldelse af Mikkel Thorup (red.): Den skotske oplysning, Slagmarks Skyttegravsserie, 2006
Hvad var ”Oplysningen”? Første indfald er sikkert en lidt gammeldags telefonservice. Samme betegnelse henviser imidlertid til den brogede forestillingsverden, som har givet navn til det 18. århundredes ”oplysningstid”. Tidsskriftet Slagmarks bogserie præsenterer os i Den skotske oplysning for et udpluk af den særlige variant, som florerede blandt skotske intellektuelle. Redaktionen har samlet originaltektster af fire skotske skribenter, hvoraf Adam Smith vil være den mest bekendte. Smith er her løftet ud af de ideologiske skemaer og placeret i sin samtids idehistoriske omvæltninger. Det er spændende. Foruden Smith præsenteres vi for Bernard de Mandeville, David Hume og Adam Ferguson.
”Det kommercielle samfund” var skotternes egen betegnelse for det, de skrev om og vel også agerede fødselshjælpere for. Det gjorde de bl.a. ved at sætte den forkætrede egennytte i stedet for samtidens idealer om kollektivitet og selvfornægtelse.
Mandevilles satiriske Fabel om bierne (1714) indleder tekstsamlingen og perioden. Det er en fortælling om et bistade, der blomstrer i kraft af beboernes amoralske adfærd; advokaterne lever af den splid, de selv sår, dovne læger skæpper i apotekernes pengekasser, de fattige lever af at fremstille ting, der kan tilfredsstille de riges forfængelighed osv. ”Laster besad fattige som rige, / Men helheden fungerede uden lige” (82). Bierne hykler imidlertid over uærligheden, og via guddommelig indgriben er de så uheldige at blive gjort retskafne med et trylleslag. Da ingen nu kan leve af andre, sygner bistadet hen og går til grunde, for ”Svindel, overflod og stolthed må bestå, / Før vi samfundets goder kan få” (91).
Man aner den ”usynlige hånd”, som Smith senere gjorde berømt i Nationernes velstand. Dette hovedværk fra 1776 får vi også uddrag af. Smith påviser her, hvordan arbejdsdelingen, som kan mangedoble produktionen, ikke er udtryk for gensidig hjælp, men alles jagt på egen gevinst. Det er nemlig ikke, skriver Smith, ”af slagterens, bryggerens eller bagerens godgørenhed, vi forventer at få mad på bordet, men fordi det er i deres egen interesse” (107). Den usynlige hånd er den, som får handelsmænd til at investere i hjemlandets produktion. Det er i sagens natur til hjemlandets fordel, selvom handelsmanden kun gør det for egennyttigt at undgå usikre kapitalanbringelser i udlandet (her taler vi før globaliseringen!). Således selvreguleret kan det ifølge Smith kun være politikkens opgave at beskytte samfundet mod invasion, opretholde ro og orden, finansiere infrastruktur og, ikke mindst, religiøs uddannelse af ungdommen, der kan afhjælpe de nederste befolkningslags ”sløvende dumhed”, så de ikke så let ledes I ”oprørskhed eller nogen unødvendig opposition mod regeringens tiltag” (138).
Skotterne levede i lykkelig uvidenhed om eftertidens snævre faggrænser og -terminologier. Derfor er sproget mestendels let at forstå, og skribenterne benytter et fantasifuldt repertoire af analogier til dyreriget med Mandeville som rendyrket eksempel. Denne og Smith vil med fordel kunne læses af gymnasieelever. David Humes og Adam Fergusons refleksioner over ”frihed” og det borgerlige samfund er interessante, men måske for kuriøse til at finde plads indenfor gymnasieundervisningens stramme læreplaner. Alligevel vil alle dele af tekstsamlingen kunne anbefales til projektskrivere, avancerede AT-forløb med historie og filosofi såvel som almindeligt interesserede. Herunder ikke mindst Jens Erik Kristensen og Mads P. Sørensens grundige og velskrevne introduktion.
Bragt i Samfundsfagsnyt nr. 167
0 Svar til “Oplyst egennytte”