Fransk

Debatindlæg bragt i Weekendavisen 11.5.2006

DE franske CPE-demonstranter turde sige nej til det, som alle bilder sig ind er uundgåeligt. Den slags er både ambitiøst og lovende.

Det franske forårsoprør, der bragte hundredtusinder på gaderne og stoppede arbejdsmarkedsloven CPE, var defensivt, imod modernisering og derfor håbløst. Så meget var hovedparten af danske kommentatorer enige om.

I modsætning hertil var Maj ’68, som mange af de selv samme kommentatorer genkaldte sig med en vis nostalgi, et oprør »for« noget. Det var en kamp for frihed, mod undertrykkende magtforhold og konventioner, og det var skamløst ambitiøst med sine paroler om at bringe »fantasien til magten«. 68’erne turde tro på en anden fremtid end den, som efterkrigstidens veldresserede lønarbejds- og masseforbrugssamfund kunne tilbyde.

Sådan er det angiveligt ikke i dag. Skal man tro danske politiske iagttagere, findes der aktuelt to mulige positioner i spørgsmålet om de europæiske samfunds fremtid: de moderne, der erkender, at »tilpasning til globaliseringen« er en naturnødvendighed og tør tage de fornødne (asociale) skridt, og de reaktionære, der søger tilflugt i en dødsmærket velfærdsstatsnostalgi og national chauvinisme. Så er højre- og venstrefløj bekvemt sat i samme bås.

Analyserne af protestdemonstrationerne vakte minder om dengang, det franske nej til EU’s forfatningstraktat skulle forklares i danske medier. Her blev Pia Kjærsgaard i DR’s nyhedsudsendelse inviteret i studiet som sandhedsvidne, selvom nejet ifølge vælgerundersøgelser ikke skyldtes fremmedangst, men utilfredshed med traktatens økonomiske og asociale profil, herunder dens neoliberale slagside.

I den danske offentlighed blev nejet indskrevet i den velkendte fortælling om europæernes voksende selvtilstrækkelighed og skepsis over for omverdenen. Kritik af »globaliseringens krav« lod sig ganske enkelt ikke begribe på andre måder.

Historien gentog sig. Demonstranterne i gaderne dette forår stillede sig spektakulært, men, hed det sig, håbløst i vejen for den »nødvendige« trimning af virksomheden Frankrig til at matche tidens globale konkurrencevilkår.

Men hvori består dette »vilkår«? International Herald Tribune’s klummeskribent, William Pfaff, perspektiverede oprøret den 29. marts: i årtier har der været bestræbelser på at implementere en samfundsmodel verden over, hvor arbejde betragtes som én blandt mange varer, der må prissættes af det frie marked.

Ifølge den klassiske økonom David Ricardos »jernhårde lønningslov« vil priskonkurrencen sammen med et ubegrænset udbud af arbejdskraft føre til, at lønningerne falder til lige over subsistensminimum. Det ubegrænsede udbud af arbejdskraft har aldrig været en realitet – før nu. Det muliggøres af globaliseringen, og beslutningstagerne negligerer de menneskelige konsekvenser.

Derfor, slutter Pfaff, kan de franske protester, som ved første øjekast kan forekomme reaktionære, vise sig at have vidtrækkende, positive perspektiver. Demonstranterne slår fast, at udviklingen er politisk, idet de nægter at deponere alle fremtidsforestillinger hos markedskræfternes forgodtbefindende. Dermed demonstrerer de en optimisme og et vovemod, der ikke står tilbage for ’68.