Anmeldelse af Claus Bryld: Den socialdemokratiske idéarv. Politiske grundværdier i dansk arbejderbevægelse før velfærdsstaten. Roskilde Universitetsforlag 2004, 340 sider, 298 kr. Bragt på Institut for Statskundskabs hjemmeside november 2004.

Som så meget andet afhænger synet på fortiden af øjnene, der ser. Det kan man med selvsyn konstatere, hvis man følger den aktuelle debat om socialdemokratiet. For eksempel når medlemmer af landets højreorienterede midterparti identificerer sig med socialdemokratiet i gamle dage, dengang ”det var nationalt” og ikke ”styret af akademikere”.

Claus Bryld, professor i historie på Roskilde Universitetscenter, har i en menneskealder beskæftiget sig med arbejderbevægelsen i dens tidligste periode fra 1800-tallets sidste årtier til starten af 1900-tallet. Ud af det er senest kommet antologien ”Den socialdemokratiske idéarv. Politiske grundværdier i dansk arbejderbevægelse før velfærdsstaten”, som skildrer en dynamisk, idepolitisk og rummelig bevægelse med et stærkt internationalt engagement. Og det kan med det samme fastslås, at Dansk Folkeparti ikke bliver testamenteret ret meget her. Brylds sigte er da også et andet. Forlaget fremhæver i pressemeddelelsen om bogen, at ”(e)t socialistisk samfund er naturligvis passé”, men derfor kan der måske alligevel findes fortrængte elementer i den gamle ideologi, som kan bidrage med impulser til en fornyelse af socialdemokratiet i dag.

Denne gamle ideologi indkredses fra en række forskellige vinkler i bogens artikler, ligesom man præsenteres for en række metodiske overvejelser og forskning i arbejderbevægelsen.

Før syndefaldet
Den klassiske socialdemokratiske bevægelse var glødende internationalistisk, den var på en gang pragmatisk og radikal, og den var ”næsten fanatisk demokratisk”. I denne ”paradistilstand”, som Bryld frejdigt kalder det, var bevægelsen helhjertet internationalistisk, fordi den identificerede sig stærkt med det internationale socialistiske projekt. Men i erkendelse af den danske stats ringe størrelse ville man afvendte udenlandske begivenheder og ikke forsøge egenhændigt at bringe ”den kapitalistiske guldkalv” til fald. På den måde kunne et ambitiøst og radikalt internationalt engagement gå hånd i hånd med indenrigspolitisk realisme, men afgørende var det, at det internationale og utopiske var retningsgivende for politikken.

Socialdemokraterne satsede på en stærk stat ud fra en klar erkendelse af samfundets konfliktfyldte natur og en vilje til med greb om begivenhederne at gennemføre en ”langsom revolution”. Det med erkendelsen er vigtigt, for socialdemokratiet udmærkede sig nemlig dengang med en systematisk, gennemtænkt samfundsanalyse og ideologi, som Bryld påpeger er totalt fraværende i dag. Bevægelsen kan kaldes fanatisk demokratisk, fordi det var socialdemokratiet, der med sin massebasis kunne sætte magt bag ved kravene om udbygning og almen accept af demokratiet i de første årtier af 1900-tallet.

Flere brud
Bryld fremholder på en fin måde flere forudsætninger for, at Socialdemokratiet lagde afstand til de tidlige opfattelser, og undlader dermed at forfalde til enstrengede forklaringer om nødvendighed, forræderi eller lignende. Da verdenskrigen i 1914 sønderrev kontinentet, blev der sat en effektiv stopper for internationalismen i den socialdemokratiske bevægelse. Den politiske linje tabte radikalitet og søgte mod midten via konfrontation med venstrefløjen og ikke mindst den intime forbindelse til Det Radikale Venstre, som socialdemokraterne nærmest stod fadder til.

Et afgørende brud markeredes med partiets regeringsdeltagelse. Den statsbærende rolle bidrog til at svække det sociale konfliktperspektiv, som gradvist afløstes af et socialteknisk velfærdsprojekt. Stauning slog kursskiftet fast med syvtommersøm med erklæringer om vigtigheden af, at ”modarbejde angrebene på nationen, fordi den omfatter alles interesser”. Dermed indvarsledes den periode, der bliver romantiseret i Dansk Folkepartis historieskrivning.

En god ide
Det lader til at være Brylds opfattelse, at partiets største aktuelle problem er manglen på et retningsgivende projekt. Han når imidlertid ikke tættere på en løsning end noget med en ”ny socialdemokratisk fortælling”, en genopdagelse af ØD-tanken m.m. Og Bryld mener vel for eksempel næppe, at den gamle bevægelses fremskridtstro kan være et forbillede, når den i vid udstrækning byggede på en socialdarwinistisk udviklingslære? Inspirationen lader meget tilbage at ønske, og det afsluttende idekatalog imponerer i hvert fald ikke denne anmelder. At bevægelsens tidlige forestillinger rent faktisk kan inspirere står alligevel overbevisende – om end ukonkret – tilbage. Derfor er bogen også en god ide.

Det er bare ærgerligt, at den ikke har været gennem en strammere redigering. Mange af artiklerne (hvoraf de fleste har været bragt før) er absolut læseværdige, men ideen om at præsentere den samme fortælling i en række forskellige perspektiver resulterer i mange gentagelser, samtidig med at enkelte artikler falder helt uden for (f.eks. en over 20 år gammel anmeldelse af en svensk disputats). En helt ny behandling havde været at foretrække.

Med disse forbehold rummer bogen ikke desto mindre mange vigtige iagttagelser, ligesom den kan bidrage til en udmærket politisk historisk almendannelse. For partimedlemmer og de med ekstraordinær interesse for emnet er den naturligvis uomgængelig.

Jeg har – pinligt langt om længe – fået læst P.O. Enquists Livlægens besøg (1999). Det er en fin historisk fiktion, som (forudsigeligt nok?) er præget af anakronismer; Revolutionsklicherne (“revolutionen æder sine egne” etc.) er trættende, og de var næppe mulige før den franske revolutions spectacle. Persongalleriet er også lovlig fortegnet efter min smag, med den idealistiske oplysningsmand Struensee overfor den inkarnerede ondskab i skikkelse af Ove Guldberg. Han var rigtignok konservativ, men næppe et deformeret monster…

Enquist erklærer åbent sit historiesyn og underforstået sin politiske intention:

“Er det mørke som er lys, eller det lysende som er mørke? Man må vælge. Således er det med historien, man må vælge hvad man ser, og hvad der er lys, og mørke” (s. 343)

Nuvel, fortiden fortolkes i nutidens interesse. Jeg fik helt skæve associationer:

Den afsindige Christian VII minder i Enquists udgave grandgiveligt om den p.t. allestedsnærværende Jacko. En person der fra sin allertidligste barndom iscenesættes som en gudsbenådet og helt igennem offentlig person. De konstruerede, repræsentative billeder af det afblegede legeme dækker over et sygt sind, og som coping strategi opbygger staklen en parallel fortælling om sig selv og sin omverden. Hustruen “giver ham” et barn (og får et andet med en anden) og det forekommer, at han gennem det meste af livet er en marionet, der danser efter andres taktstok.

Sygt.

“Ordet skole kommer af det oldgræske schola, der betød fritid. ”Fritid” er altså den oprindelige betydning af ”skole”. Hvad siger det om vore dages skolesystem? Ikke ret meget, vil de fleste nok mene! Men forskellen på begrebernes betydning giver en antydning af, hvor forskelligt det antikke græske samfund var fra vort eget.”

Som supplement til en artikel i antologien “Historiedidaktik” (red. af Peder Wiben, 2. udgave, under udgivelse på forlaget Columbus 2009) har jeg skrevet denne elevintroduktion:

Indtroduktion til begrebshistorie

Debatindlæg bragt i Weekendavisen 11.5.2006

DE franske CPE-demonstranter turde sige nej til det, som alle bilder sig ind er uundgåeligt. Den slags er både ambitiøst og lovende.

Det franske forårsoprør, der bragte hundredtusinder på gaderne og stoppede arbejdsmarkedsloven CPE, var defensivt, imod modernisering og derfor håbløst. Så meget var hovedparten af danske kommentatorer enige om.

I modsætning hertil var Maj ’68, som mange af de selv samme kommentatorer genkaldte sig med en vis nostalgi, et oprør »for« noget. Det var en kamp for frihed, mod undertrykkende magtforhold og konventioner, og det var skamløst ambitiøst med sine paroler om at bringe »fantasien til magten«. 68’erne turde tro på en anden fremtid end den, som efterkrigstidens veldresserede lønarbejds- og masseforbrugssamfund kunne tilbyde.

Sådan er det angiveligt ikke i dag. Skal man tro danske politiske iagttagere, findes der aktuelt to mulige positioner i spørgsmålet om de europæiske samfunds fremtid: de moderne, der erkender, at »tilpasning til globaliseringen« er en naturnødvendighed og tør tage de fornødne (asociale) skridt, og de reaktionære, der søger tilflugt i en dødsmærket velfærdsstatsnostalgi og national chauvinisme. Så er højre- og venstrefløj bekvemt sat i samme bås.

Analyserne af protestdemonstrationerne vakte minder om dengang, det franske nej til EU’s forfatningstraktat skulle forklares i danske medier. Her blev Pia Kjærsgaard i DR’s nyhedsudsendelse inviteret i studiet som sandhedsvidne, selvom nejet ifølge vælgerundersøgelser ikke skyldtes fremmedangst, men utilfredshed med traktatens økonomiske og asociale profil, herunder dens neoliberale slagside.

I den danske offentlighed blev nejet indskrevet i den velkendte fortælling om europæernes voksende selvtilstrækkelighed og skepsis over for omverdenen. Kritik af »globaliseringens krav« lod sig ganske enkelt ikke begribe på andre måder.

Historien gentog sig. Demonstranterne i gaderne dette forår stillede sig spektakulært, men, hed det sig, håbløst i vejen for den »nødvendige« trimning af virksomheden Frankrig til at matche tidens globale konkurrencevilkår.

Men hvori består dette »vilkår«? International Herald Tribune’s klummeskribent, William Pfaff, perspektiverede oprøret den 29. marts: i årtier har der været bestræbelser på at implementere en samfundsmodel verden over, hvor arbejde betragtes som én blandt mange varer, der må prissættes af det frie marked.

Ifølge den klassiske økonom David Ricardos »jernhårde lønningslov« vil priskonkurrencen sammen med et ubegrænset udbud af arbejdskraft føre til, at lønningerne falder til lige over subsistensminimum. Det ubegrænsede udbud af arbejdskraft har aldrig været en realitet – før nu. Det muliggøres af globaliseringen, og beslutningstagerne negligerer de menneskelige konsekvenser.

Derfor, slutter Pfaff, kan de franske protester, som ved første øjekast kan forekomme reaktionære, vise sig at have vidtrækkende, positive perspektiver. Demonstranterne slår fast, at udviklingen er politisk, idet de nægter at deponere alle fremtidsforestillinger hos markedskræfternes forgodtbefindende. Dermed demonstrerer de en optimisme og et vovemod, der ikke står tilbage for ’68.

Mit speciale findes her:

“Staten i hjertet. Jens Schelderup Sneedorffs patriotiske opdragelsesprojekt”, Københavns Universitet 2005 (pdf)

(Københavns Stadsarkivs digitale skriftrække)

Se også “Jens Schelderup Sneedorff” (Wikipedia)

Anmeldelse af Reinhart Koselleck, “Begreber, tid og erfaring” (Hans Reitzels Forlag, 2007) bragt i tidsskriftet Noter, september 2008 og her

Knapt er printerblækket tørt på læreplanen i historie, før en ændret tager dens plads. Og allerede før første gennemløb under 2005-reformens vinger var overstået, tegnede det til en omfattende reform af selve gymnasiereformen. Reformreformerne udstiller et meget tidstypisk fænomen: Den accelererende forandringshastighed. Vi tvinges på godt og ondt til konstant at forholde os til uventede og ukendte nyskabelser.

Ifølge den tyske historiker Reinhart Koselleck (1923-2006) kan vi finde ophavet til forandringshastigheden i en række forskydninger, der fandt sted i perioden 1750-1850. Her skete der nemlig en grundlæggende ændring i den måde, man i vesten forstår samfund og historisk tid, idet forventning adskiltes fra erfaring. Antagelsen er, at folks forventninger til fremtiden frem til 1700-tallet var stærkt begrænsede af deres erfaringer fra fortiden. Derfor kunne Machiavelli i 1531 hævde, at ”den, der ønsker at vide, hvad der vil ske, skal se på det, som er sket”. Med de oversøiske erobringer, den tekniske udvikling, den økonomiske vækst og ikke mindst de politiske revolutioner opstod imidlertid forestillingen om fremskridt og om at intet bør tages for givet. ”Alt fast og solidt fordufter, alt helligt bliver klædt af”, noterede Marx og Engels usentimentalt i 1848 (her er vi tættere på en karakteristik af gymnasiereformen!). På den måde indvarsledes den accelererende forandringsverden, som vi er en del af. Utopier kom på mode, Historien tillagdes en retning, ideologierne tog religionens plads, og mennesket blev ”historieskabt og historieskabende”, som det hedder i vores fagbilag.

Kosellecks behandling af begreberne forventning og erfaring findes i antologien ”Begreber, tid og erfaring”, der er den første bogudgivelse af den tyske historiker på dansk.

Koselleck er mest kendt som medredaktør og primus motor i tysk historievidenskabs hovedværk i det 20. århundrede, der blev til i årene 1972-97. Det drejer sig om leksikonet Geschichtliche Grundbegriffe, der i otte bind behandler politisk-sociale kernebegreber i den tyske kulturkreds. Værket er overvældende: På over 9000 sider eftersporer forfatterne, hvordan begreber som ”demokrati”, ”herredømme”, ”arbejde”, ”politi” og omkring hundrede andre er blevet til og har ændret betydning i perioden fra antikken til det 20. århundrede.

Leksikonet udgør et monumentalt eksempel på den historiske metode, som i dag er tæt forbundet med Kosellecks navn: Begrebshistorien. Interessen for begrebshistorien er voksende, ikke mindst i Norden, men hidtil har hverken den eller Koselleck selv været særlig kendt eller særlig anvendt i Danmark. Det forsøger antologien at råde bod på, idet den samler en række af Kosellecks metodiske artikler og forelæsninger.

Begrebshistorien er kort fortalt en slags idehistorie, der lægger vægt på studiet af samfundsmæssige grundbegreber som ovennævnte. Begrebshistorikere insisterer endvidere på, at begreberne skal forstås i deres samfundsmæssige kontekst, så fremstillingen ikke reduceres til sådan en ahistorisk diskussion mellem kanoniserede filosoffer uafhængigt af tid og sted. I artiklen ”Begrebshistorie og socialhistorie” argumenterer Koselleck overbevisende for det frugtbare, ja nærmest uomgængelige i at kombinere idé- og samfundshistoriske tilgange i historiske analyser.

Begrebet revolution giver Koselleck en selvstændig behandling i antologien og det udstiller fint metoden og understreger hans tese om adskillelsen af erfaring og forventning. Den lille forstavelse re antyder, at revolutio oprindelig betegnede et kredsløb. Det var i den betydning, at det hos Aristoteles og Polyb betegnede en cirkulær omvæltning af statsformer og himmellegemernes kredsløb hos Kopernikus. Med den franske revolution blev det grundlæggende forandret: En revolution blev nu betegnelsen for en omvæltning til noget nyt og helt anderledes end det forgangne.

Koselleck skrev inden for en sprænglærd og meget tysk forskningstradition og havde en forkærlighed for verbale lammere som ”asymmetriske modbegrebers historisk-politiske semantik”. I det hele taget byder flere af antologiens artikler på historieteoretiske overvejelser, der næppe vil finde anvendelse udenfor et specialiseret universitetsmiljø.

På den anden side kan begrebshistoriske tilgange måske udmærket tjene et pædagogisk formål i gymnasieundervisningen. Mange vil sikkert påpege, at de allerede benytter sig af den slags i forbindelse med kildelæsning, hvor afkodning af fortidige begrebers betydning i konteksten ofte vil være obligatorisk. Men måske kunne man også forestille sig, at undersøgelser af politisk-sociale begreber med fordel kunne bruges i forbindelse med f.eks. kronologiforløbet. Demokratibegrebets bemærkelsesværdige forandring over to et halvt tusind år kunne udmærket supplere eller være ledetråd for en verdenshistorisk oversigt med selvklar aktuel relevans. Det samme kunne begrebet ”borger”, hvis betydningsforandring nærmest fortætter to hundrede års varierende samfundsopfattelser i Vesten: fra borgerstanden i år 1700 til statsborgeren i 1800 og endelig borgerklassen i 1900. Man kunne også forestille sig at arbejde med leksikaopslag som eksempler på den officielle forståelse af centrale samfundsbegreber på forskellige historiske tidspunkter (sidstnævnte eventuelt som en kærkommen anledning til at vurdere internetleksikonet Wikipedia som historisk reference). Begrebshistorien åbner også oplagte samarbejdsflader til sprogfagene.

Et fokus på historiske grundbegreber kan også hjælpe til at hente nogle af læreplanens abstrakte kompetencemål ned på jorden og gøre dem begribelige for eleverne. Demokrati- eller familiebegrebets forandring kan fx tjene til at illustrere ”samspillet mellem materielle forhold og mentalitet i tid og rum”.

Endelig kan Koselleck tjene som inspiration i den debat om historiefagets identitet, metode og forhold til teori, der er aktualiseret af gymnasiereformen og det øgede tværfaglige samarbejde. Begrebshistorien kan fx være et (blandt flere) bud på, hvordan historie kan være et samfundsvidenskabeligt fag, når samfundskundskab ikke længere hører under faget.

”Begreber, tid og erfaring” samler vigtige artikler af Koselleck, som kan inspirere den særligt interesserede læser. Som egentlig indføring i begrebshistorien kan man dog med fordel søge nogle af de introduktioner, der er publiceret andre steder af antologiens redaktører, de to ph.d.-studerende Jeppe Nevers og Niklas Olsen.

Af Birgitte Prytz Clausen, Martin Ingemann Hansen, Anders Hassing, Lars Krogsholm, Maja Kieffer Pedersen og Anders Stubkjær

BOKS 1: Denne artikel er blevet til som en kollektiv produktion, hvor medlemmer af FALS’ Facebook-gruppe, der har brugt sociale netværkstjenester, blogs, wikier og lignende i undervisningen, har nedfældet deres erfaringer og refleksioner i fællesdokumentet http://samfundsfagsnyt.wikispaces.com/. Dokumentet er redigeret af Anders Hassing og publiceres i tidsskriftet Samfundsfagsnyt.

Web 2.0 er en samlebetegnelse for de sociale netværksteknologier, der i øjeblikket tager nettet med storm i form af Facebook, blogs, wikier og meget andet. Fælles for disse former for sociale værktøjer er, at de er lette, inviterende og gratis at bruge, de tillader en form for mange-til-mange-kommunikation, og de bliver ofte brugt aktivt i identitetsdannelse og identitetsmarkering hos brugerne.

Mange lærere har formodentlig oplevet især Facebook som et forsøg på det, der vist i hackersprog kaldes ”fjendtlig overtagelse” af undervisningen. Facebook optræder som ét blandt en række virtuelle underholdningstilbud, som det kan være vanskeligt at konkurrere med som lærer. Derfor kan der være gode argumenter for helt at lukke ned for de digitale netværk, når elever skal forpligtes på en fælles læringssituation. Fælles forpligtende læring kræver mental tilstedeværelse!

På den anden side er den virtuelle verden et vilkår, som eleverne skal lære at navigere i og udnytte på et fagligt grundlag. Samtidig tilbyder web 2.0-teknologierne en række muligheder, der kalder på en didaktisk anvendelse. Ligeså gode grunde som der nogle gange kan være til at lukke de virtuelle netværk ude af undervisningen, kan der med andre ord være til at lukke dem ind og “lade undervisningen komme til eleverne, hvis eleverne ikke vil komme til undervisningen”.

Facebook, Facebook, Facebook
Maja Kieffer Pedersen, Skive Gymnasium, har forsøgt sig med Facebook i undervisningen.

- Eleverne skulle undersøge den politiske kommunikation, der foregik her. De fandt blandt andet forskellige fremtrædende politikeres profiler (nogle klart mere interessante end andre), og på baggrund heraf fik vi en diskussion omkring den måde, de forskellige politikere ønskede at fremstå på, og hvem de appellerede til. Her kan man både tale om de fotos, der er lagt ind af den pågældende politikere samt relevansen og formålet med de forskellige informationer, som politikeren kommunikerer om sig selv. Til orientering så har særligt Anders Fogh været ret omhyggelig med sin udfyldelse af fanebladet “information”.

Anders Hassing fra Ørestad Gymnasium har også eksperimenteret med Facebook.

- Konkret har jeg eksperimenteret med at lade eleverne oprette Facebook-grupper for og imod forskellige faglige fænomener. Det kan være noget så usexet som velfærdsmodeller, eller det kan være selvvalgte mærkesager, som lægger op til en diskussion om forskellige politiske indflydelseskanaler og effekten af forskellige former for politisk aktivitet.

Erfaringerne er blandede.

- Facebook og andre netjenester udgør jo sådan et multimedialt miljø, hvor eleverne kan benytte mange flere formidlingsformer end den traditionelle skriftlighed og mundtlighed. En Facebook-gruppe inviterer fx både til kommunikation med film, billeder, linksamlinger, debatfora m.m. foruden tekst. Hvis man vil udnytte det, kræver det blandt andet, at læreren skal bedømme en type æstetiske produkter, som vi ikke er vant til.

God anderledeshed
Andre udfordringer knytter sig til den pædagogiske proces og elevernes måde at gå til medierne på.

- På den ene side er det attraktivt at kunne møde eleverne der, hvor mange af dem tilsyneladende uvægerligt befinder sig, med mindre man beder dem klappe skærmen i. Første gang, jeg bad en klasse om at gå på Facebook, reagerede de nærmest med chok. Derefter blev de ikke overraskende begejstrede, og en del af dem formåede også at levere et fagligt produkt af en vis kvalitet. Men mange havde svært ved at håndtere den signalforvirring, som opgaven kunne afføde: Var det bare for sjov? Facebook er jo for sjov i de fleste menneskers bevidsthed, og derfor kræver det en vis bearbejdning at skabe forståelse for, at det nu er en skolelogik, der kræver faglighed, fokus, fordybelse etc., der skal styre indsatsen, siger Anders Hassing.

Martin Ingemann Hansen fra Horsens Gymnasium har lignende erfaringer.

- Signalforvirringen ved inddragelse af de sociale tjenester eleverne kender fra fritiden forplanter sig i mange tilfælde også i elevernes sprogbrug. Den faglige og objektive sprogbrug som underviserne normalvis afkræver eleverne erstattes af slang, netsprog uden subjekt, smileys og andet. Inddragelsen kræver derfor en diskussion af produkternes sproglige fremtræden, hvis læreplanens målsætning om tilegnelse af fagets termer og begreber skal opfyldes.

At skolen betræder et territorium, som eleverne normalt betragter som et frirum, knytter an til grundlæggende diskussioner om forholdet mellem elever og undervisningsinstitutioner. Er det – med en populær omskrivning af Habermas – et bekymrende udtryk for, at skolelogikken koloniserer elevernes livsverden? Eller er det tværtimod Thomas Ziehes ”gode anderledeshed”, der møder eleverne, hvor de er?

Martin Ingemann Hansen:

- I en udgave af Deadline 2. sektion fremhævede Thomas Ziehe de muligheder, som ligger i brugen af den popkultur (herunder regner jeg facebook), der er elevernes foretrukne hjemmebane. Man behøver således ikke altid lade eleverne spille på udebane. Man kan lige så vel ændre rammerne omkring hjemmebanen og dermed præsentere eleverne for nye muligheder og vinkler på allerede kendte emner – altså den ‘gode anderledeshed’. En diskussion om forskellige anvendelsesmuligheder af de sociale tjenester, herunder faglige formål, vil kunne fungere som en sådan mulighed for at lægge nye dimensioner til elevernes individuelle brug af Facebook: at en profil kan bestå af andet end taggs, quizzer og smalltalk.

Der går privatliv i den
Birgitte Prytz Clausen understreger på den anden side behovet for at opretholde en professionel distance mellem lærere elever, som ikke harmonerer med et virtuelt ”venskab”.

- Jeg vil gerne være på Facebook med mine elever når de er gået ud af skolen. Så kan jeg følge lidt med i deres liv, studier og nye kærester. Men der går for meget privatliv i min kontakt med dem, hvis jeg er venner med de nuværende elever.

Hun fremhæver dog også positive erfaringer ved brug af Facebook i undervisningen.

- Til forberedelse af en studietur til Wales fik vi faktisk mulighed for at ‘besøge’ en frivillig-organisation på forhånd ved at blive venner med dem på Facebook og se deres daglige rapporteringer af deres aktiviteter. På den måde starter besøget i den virtuelle verden før vi er der i virkeligheden. Og når vi kommer hjem kan de nemt se vores efterbearbejdning og fotos.

Lars Krogsholm fra Thornbjerg Gymnasium har startet Facebookgruppen “Danske gymnasieelever og EU-parlamentsvalget”. Meningen er at engagere de unge i det forestående valg ved at etablere et digitalt mødested for elever, lærere og EP-kandidater. Han har også forsøgt sig med ”hardcore web 2.0-undervisning” i form af et wiki-eksperiment i samarbejde mellem et 2.g b-niveau-hold og IT-forum på Syddansk Universitet.

- Wikien skulle lægge op til klassens deltagelse i et særligt Open Space-seminar på SDU med deltagelse af mine elever, repræsentanter fra erhvervslivet og forskellige it-uddannelser. Der var virkelig tale om hardcore 2.0 undervisning – hvilket stadig er meget uvant for eleverne (og mig!), så metodikken er ikke lige klar og fornemmelsen for “udbytte” hos eleverne noget diffus. Alligevel tror jeg, at det må udgøre en væsentlig del af “pakken” i fremtiden.

En central udfordring ved de virtuelle læringsrum er underviserens tab af central placering i undervisningsrummet. Det stiller særlige krav om fast definerede opgaver og elevselvstændighed.

Anders Hassing:

- Jeg har trænet virtuel undervisning med mine elever ved at give dem en prøve og oprette et debatforum. Øvelsen gik ud på, at de skulle lave individuelle besvarelser, men gerne måtte kommunikere med hinanden via debatforummet. Jeg kunne også selv blande mig i debatten – og det hele foregik i samme fysiske rum. Det virkede en smule akavet kun at kommunikere på skrift, når man sidder ansigt til ansigt, men det tvinger på den anden side elever – og læreren selv – til at øve sig i at bruge social teknologi, som senere kan bruges uden at man er fysisk i nærheden af hinanden. På den måde får man som lærer også et vist indblik i elevernes arbejdsproces. Kommunikationen dokumenteres jo i hvert fald på skrift. Et alternativ kan også være mere portfoliolignende instrumenter. En blog kan fx bruges til at lade eleverne dokumentere deres arbejdsproces, og her har de også mulighed for at kommentere på hinandens arbejde.

BOKS 2:

• BLOG (weblog) er en hjemmeside, som opdateres jævnligt med korte tekster. Der er ofte mulighed for, at læserne kan kommentere de enkelte indlæg. Indholdet kan variere fra det personligt dagbogsagtige til det politisk debatterende eller tematiske. En blog er ofte knyttet til en person, men kan også deles af en større gruppe. En person, der skriver/redigerer en blog, kaldes en blogger.
• FACEBOOK: Digital ”blå bog” skabt af den amerikanske studerende Mark Zuckerberg i 2004. Netværket har i dag mere end 200 millioner brugere verden over.
• WEB 2.0 refererer til anden generation af tjenester, der er tilgængelige på internettet, som lader brugere samarbejde om og dele information online.
• WIKI er en hjemmeside hvor enhver kan oprette, vedligeholde og forfatte webdokumenter og websider i samarbejde med andre. Wiki wiki betyder “hurtig” på hawaiiansk.

Kilde: da.wikipedia.org

Frem for alt kræves dog en upåklagelig teknik. Det måtte Anders Stubkjær, Sønderborg Statsskole, sande, da han benyttede webstedet del.icio.us:

- Delicious er et websted, der tilbyder bookmarking. Det kan være særdeles relevant for elever i forbindelse med research til opgaver, lektier og andet. Det kan bruges i samfundsfag, men også engelsk, hvor det kan være det at læse brugsanvisninger. Planen var, at klassen skulle oprette en profil, få brugernavn, etc. Jeg havde fået instrueret dem i at gøre det hele, og alt fungerede efter hensigten. Øvelser var planlagt, så de kunne komme i gang. Det, der fik projektet til at falde på gulvet var, at skolens firewall ikke ville tillade, at programmet blev downloaded på skolens PC’ere. Tough luck. Det var sidste time før sommerferien. IT-ansvarlig sagde venligt, at han da gerne ville se på det i løbet af sommeren. Men den døde lidt… Så prøv med delicious, men husk for alt i verden at tale med IT-ansvarlig først!

BOKS 3:
Find FALS på Facebook via forsiden på http://www.fals.info
Wikien fra Lars Krogsholms projekt kan findes på: http://installation.gratiswiki.dk/cgi-bin/gratiswiki.pl?Installation.Gratiswiki.Dk. Erfaringerne er også foreviget på http://www.youtube.com
Del.icio.us findes på: http://delicious.com/
En wiki kan oprettes nemt og gratis på http://wikispaces.com/

Commentary No. 120, Sept. 1, 2003

Immanuel Wallerstein: Brasilien og verdenssystemet: Lulas tidsalder

Brasilien er et vigtigt land i verdenssystemet. Dets størrelse, dets store befolkning, dets rolle som leder af Latinamerika og dets styrke som en semiperifer stat betyder alt sammen, at det, der sker i Brasilien, har store konsekvenser, både geopolitisk og i forhold til verdensøkonomiens struktur. I 2002 vandt for første gang i Brasiliens historie et venstreorienteret partis kandidat valget, Luiz Inácio da Silva (“Lula”) fra Partido dos Trabalhadores (PT), og syntes at signalere en genopstandelse af venstreorienterede kræfter i Latinamerika og i Syd generelt. Ikke desto mindre er både brasilianske og udenlandske kommentatorers vurderinger blandede bare ti måneder senere. Endnu engang stilles spørgsmålet, om det er muligt at fastholde en valgt venstreorienteret regering, som vil føre en politik i opposition til nyliberalismens kræfter i et land i Syd? Eller er USA’s, IMF’s og stærke kapitalistiske kræfters modpres for voldsomt?

Vi må først se på samspillet mellem forskellige kræfter på Lulas valgtidspunkt. Lula opnåede flertal ved at gå i alliance med andre partier (fortrinsvis på midten). Hans parti er et mindretalsparti i det brasilianske parlament. Brasilien har næsten verdensrekord i intern ulighed. En stor del af landbefolkningen er jordløs. Landet var bundet af aftaler, som det tidligere styre indgik med IMF. Brasilien havde en stor gæld og en relativt lille valutareserve. I de seks måneder op til Lulas valg blev han åbenlyst truet med massiv tilbagetrækning af investeringer og finansielle overførsler, hvis det ikke lykkedes ham at ”forsikre” verdenskapitalen, at han ikke ville vove tiltag, som de opfattede som fjendtlige. På den anden side blev han båret til sin post på en bølge af folkelig begejstring, både for ham personligt og for det anti-nyliberale program, som han og hans parti repræsenterede. For Lula og for brasilianerne, især de fattige, havde håbet besejret frygten. (kommentar nr. 100, 1. nov., 2002 (engelsk)).

Der er tre områder, som dominerer brasilianernes politiske bekymringer: økonomisk politik, jordreform og udenrigspolitik. Lulas regering besluttede at handle først i forhold til den økonomiske politik. Lula gav visse garantier til den internationale kapital allerede før sin indsættelse. Han slog fast, at Brasilien ville fortsætte med at lægge vægt på inflationsbekæmpelse. Han udnævnte Henrique Mireilles, som havde været chef for Bank of Boston, til chef for centralbanken. Mireilles havde faktisk støttet Lulas modstander under valget. Resten af Lulas økonomiske hold er også personer, som er ivrige efter at føre en politik, der ikke står i modsætning til den internationale kapital. For at forsvare sig siger regeringen, at den søger at genforhandle sin aftale med IMF for at reducere begrænsninger på infrastrukturelle og sociale investeringer – eller helt at undvære en aftale overhovedet.

To betydningsfulde økonomiske beslutninger i de seneste ti måneder skinner i øjnene. Den brasilianske regering har fastholdt en ekstremt høj obligationsrente. (Selvom de har sænket den fra 26% til 22%). Og den brasilianske regering har gennemført en reform af det sociale sikkerhedssystem, som kraftigt reducerer offentlige pensioner. Begge tiltag er finansielt konservative. Begge tiltag er blevet voldsomt kritiseret af venstreintellektuelle, men også af nogle erhvervsgrene, som føler, at de høje renter gør det umuligt for dem at styrke deres økonomiske formåen. (I modsætning til udenlandske banker og disses store brasilianske forbindelser). Disse venstreintellektuelle havde i stedet foreslået et ”produktivt chok” gennem en radikal sænkning af renterne. En af dem, Emir Sader, taler om en “tabt mulighed”, hvis meget negative effekter vil kunne føles i den nærmeste fremtid.

På jordreformens område har regeringen været meget mere tilbageholdende end indenfor den økonomiske politik. Indtil videre har den gjort meget lidt. Men Lula har anstrengt sig for at beholde Movimento dos Sem-Terras (MST eller De Jordløses Bevægelse) støtte, som var en vigtig historisk søjle indenfor PT, og som fortsat har støtte hos brede kredse indenfor den katolske kirke så vel som Coordenação dos Movimentos Sociais (som samler en lang række magtfulde fagforeninger, studenterorganisationer og kirkelige organisationer). MST benytter sig af besættelser af ubenyttet jord (som udgør en væsentlig del af Brasiliens landbrugsareal). Regeringens officielle indstilling er, at regeringen bør købe denne jord af ejerne og give det til de jordløse. Problemet er, at den ikke rigtig har pengene til det, og dens økonomiske politik er ikke en, der vil skaffe de nødvendige summer på overskuelig sigt. MST venter ikke og fortsætter med at besætte land. De mødes med modstand, ofte bevæbnet, fra store jordbesiddere, der betragter MST som en farlig bevægelse, der bør tilintetgøres eller i det mindste kues. Disse jordbesiddere er oftest ikke engang parate til at sælge deres jord og slet ikke at give den fra sig uden kompensation.

MST bad for nylig om audiens hos Lula, hvilket han gav dem 24. juni til stor offentlig mishag hos jordbesidderne. I sin samtale med lederne af MST bad han dem om at have ”tålmodighed” og forsikrede dem om sin ”moralske og historiske forpligtelse” til en jordreform. En af MST’s ledere, João Paulo Rodrigues Chaves, sagde, at de stadig havde tiltro til Lula, men han advarede ham om, at han matte “gennemføre reelle forandringer” ikke senere end udgangen af 2003. Vi får se, om han er i stand til det.

Endelig på det udenrigspolitiske område – som selv hans venstreintellektuelle kritikere er enige om er mest overbevisende – har Lula bevæget sig i forskellige retninger for at bekende kulør. Han har strakt hånden voldsomt ud til andre ledere i Sydamerika – ikke kun Venezuela og Argentina – men også Peru, som han besøgte sidste måned for at fremføre ideen om, at Mercosur (Mercosul på portugisisk) må styrkes, bredes ud og blive en vigtig kraft på den geopolitiske verdensscene. Mercosur er i dag en økonomisk union på forsterstadiet med bare fire fuldgyldige medlemmer, der har reduceret tarifferne mellem hinanden. Dens styrke er cirka på niveau med de tidlige udgaver af Den Europæiske Union for 30-40 år siden.

Selvfølgelig er det store spørgsmål, hvordan Mercosur forholder sig til Free Trade Agreement of the Americas (FTAA eller ALCA på spansk og portugisisk), som drives frem af USA. USA betragter grundlæggende Mercosur som i bedste fald et irritationsmoment, i værste fald en fjende. USA ønsker en frihandelsaftale, som åbner latinamerikanske lande for sine finansielle institutioner og vil garantere intellektuel ejendomsret. Latinamerikanerne er interesserede i adgang for deres produkter på det nordamerikanske marked. Hver side håber grundlæggende på at nedlægge veto mod eller afværge den andens hovedkrav ved at insistere på, at de spørgsmål, som hver side ikke kan lide, bliver behandlet indenfor rammerne af Verdenshandelsorganisationen, WTO (i stedet for bilateralt), hvor hver side tror, at den kan finde støtte.

Til syvende og sidst er USA/Brasilien-kontroversen om FTAA/ALCA stridens æble. Hvis Lula holder fast på sin position, vil han opleve, at han har gjort en stor forskel på verdens geopolitik, og at Bush-regeringen vil behandle ham uden nåde. Hvis han på den anden side ikke gør det, vil han næppe have meget at byde på i sin regeringsperiode.

Brasilien er allerede midt i en valgstemning. Der er valg til de lovgivende organer i 2004 og præsidentvalg i 2006. PT har optegnet en liste over partier, som det ønsker at danne alliancer med, og de som det ønsker at gå imod for enhver pris. Lula siger, at han ikke ved, om han vil stille op igen. Men ingen tror ham. Og hans meningsmålinger er i øjeblikket gode. Han er en karismatisk figur, og der er ingen synlig, seriøs modkandidat.

Hvilken slags regering er Lulas regering? Hans støtter siger, at det er en centrum-venstre-regering (nødvendigvis, på grund af alliancerne). Han sagde selv i august, at han ikke er og aldrig har været ”venstreorienteret”, selvom hans offentlige erklæringer fra fortiden synes at modsige det, idet han talte om at være del af den latinamerikanske venstrefløj med et socialistisk perspektiv. Nogle venstreintellektuelle i Brasilien siger nu, at hans regering er en højrefløjsregering, selvom de også siger, at der ikke er noget venstrefløjsparti til at udfordre ham.

I nabolandet Argentina fører præsident Kirchner den politik, mange havde forventet eller håbet, at Lula ville følge, og som ikke blev forventet af Kirchner. Men Lula og Kirchner har forskellige sociale og kulturelle ”begrænsninger”; Som den venstreorienterede uruguayanske forlægger Raúl Zibechi for nylig mindede os om, har Argentina en middelklasse, som har haft et betydeligt indkomsttab, mens Brasilien har en middelklasse, der stadig stiger opad. Kan Lula bevæge sig mere i den retning, som PT historisk repræsenterede i Brasilien? Det afhænger til dels af, i hvor høj grad han har succes med Mercosur. Det afhænger også af, som kun få erkender, hvor store problemer George Bush befinder sig i. Manøvrerummet for en regering som Lulas øges betydeligt med graden af USA’s politiske og økonomiske vanskeligheder. Billedet vil blive meget tydeligere i løbet af 2003.

Oversat af Anders Hassing september 2003

[Copyright Immanuel Wallerstein. Alle rettigheder forbeholdes. Tilladelse gives til at downloade, videresende elektronisk eller e-maile til andre og til at offentliggøre denne tekst på ikke-kommercielle internetsites under forudsætning af, at essayet forbliver intakt og copyrightnoten vises. Kontakt forfatteren vedrørende oversættelse, publicering i trykte og/eller andre former, inklusive kommercielle internetsites og uddrag på iwaller@binghamton.edu, fax: 1-607-777-4315.

Disse kommentarer, som offentliggøres to gange månedligt, er tænkt som refleksioner over den eksisterende verden set i et længere perspektiv i stedet for de umiddelbare overskrifter.]

Tekst skrevet til Operation Dagsværk 2008.

Læs den her