Var Klaus Bondams machiavelliske borgmestermanøvre efter det seneste kommunalvalg udtryk for kynisk taburetklæberi, eller var det tværtimod et eksempel på dygtigt politisk håndværk? Er skattereform 2010 slet og ret økonomisk og social uansvarlighed, eller er vi her vidner til en fremsynet justering af den danske model? I vore dages medialiserede politiske virkelighed er kampen om at kunne lave fortællingen om den slags begivenheder som bekendt blevet en blodig politisk slagmark.

Når de politiske aktører beskriver sig selv og deres modstandere, benytter de imidlertid en ældgammel sproglig teknik: Den retoriske genbeskrivelse. Allerede den romerske retoriker Quintilian bemærkede, at positive moralske begreber ligger snublende tæt på konkurrerende negative termer. Gavmildhed kan omskrives til ødselhed, påpasselighed til nærighed og mod til uansvarlighed. Retorisk genbeskrivelse handler om at finde de nærliggende henholdsvis dyder og laster, der kan sætte personer og handlinger i et mere fordelagtigt eller ufordelagtigt lys alt efter intentionen.

Retorisk genbeskrivelse er ét af de temaer, der optræder i bogen Politik og historie, som samler en række tekster af den britiske politolog og idehistoriker Quentin Skinner. Det er velformidlet, og netop retorisk genbeskrivelse forekommer at være et analytisk begreb, der forholdsvis enkelt vil kunne anvendes i samfundsfagsforløb om magt og meningsdannelse. Det illustrerer, hvordan brug af ord også er politiske handlinger.

Sproglig – retorisk – analyse ligger ganske vist i danskfagets læreplan. Med denne bog i hænderne virker det indlysende, at det også hører til i samfundsfag. Ligesom beregninger er en matematisk færdighed, der kan skærpe samfundsfaglige analyser, kan sproganalytiske begreber, teorier og modeller være meget nyttige redskaber i vores fag.

Bogen indledes med Skinners klassiske metodetekst ”Mening og forståelse i idehistorien”, hvor han går til angreb på en række mytologier i den politiske idehistorie. Det drejer sig om forestillinger om, at politiske teoretikere nødvendigvis formulerer doktriner om de samme tidløse problemstillinger, at der nødvendigvis findes en indre sammenhæng i en teoretikers forfatterskab, at teoretikere bør forstås på grundlag af den virkningshistorie, som deres ideer kan have haft m.m. Betragtningerne er skarpe og især historiefagligt interessante, men vil næppe finde vej til samfundsfagsundervisningen. På den anden side kan teksten tjene som en advarsel mod en alt for rigid opfattelse af de teoretikere (Giddens par excellence), der risikerer at blive noget stereotype i undervisningen.

Skinners kongstanke er, at politiske forestillinger må forstås i deres historiske sammenhæng. I stedet for kanoniske tekster handler politisk teorihistorie om skiftende politiske sprog, som forskellige samfund taler med sig selv på. Det indebærer også en advarsel mod at lade sig forblænde af sit eget politiske arvesølv: En for rigid opfattelse af de politiske værdier, som vores samfund angiveligt bygger på, risikerer at fortrænge andre væsentlige erfaringer og forestillinger.

Hvordan han mener historien alligevel kan være til nytte – også i politisk forstand – viser Skinner i bogens sidste del, hvor han identificerer et begreb om ”social frihed”, som har været fortrængt i den moderne liberale politiske teori. I stedet for et negativt frihedsbegreb, hvor frihed betragtes som individuel frihed fra statens tvang, fremhæver Skinner et positivt republikansk frihedsbegreb, hvor frihed nødvendigvis forudsætter, at man bidrager til opretholdelsen af det samfund, der garanterer friheden. På den måde bruger Skinner en fortrængt historie til at finde argumenter for medborgerskab og noget, vi måske kunne kalde deltagelsesdemokrati.

Politik og historie ligger i periferien af den samfundsfaglige interessesfære, men der er tale om en skarp og sine steder meget vedkommende udgivelse. Og modsat mange af de andre samfundsteoretikere, der interesserer sig for sprogvidenskab og magt, formidler Skinner sine betragtninger i et meget klart og tilgængeligt sprog.

Samfundsfagsnyt nr. 177, forår 2010

Som så meget andet afhænger synet på fortiden af øjnene, der ser. Det kan man med selvsyn konstatere, hvis man følger den aktuelle debat om socialdemokratiet. For eksempel når medlemmer af landets højreorienterede midterparti identificerer sig med socialdemokratiet i gamle dage, dengang ”det var nationalt” og ikke ”styret af akademikere”.

Claus Bryld, professor i historie på Roskilde Universitetscenter, har i en menneskealder beskæftiget sig med arbejderbevægelsen i dens tidligste periode fra 1800-tallets sidste årtier til starten af 1900-tallet. Ud af det er senest kommet antologien ”Den socialdemokratiske idéarv. Politiske grundværdier i dansk arbejderbevægelse før velfærdsstaten”, som skildrer en dynamisk, idepolitisk og rummelig bevægelse med et stærkt internationalt engagement. Og det kan med det samme fastslås, at Dansk Folkeparti ikke bliver testamenteret ret meget her. Brylds sigte er da også et andet. Forlaget fremhæver i pressemeddelelsen om bogen, at ”(e)t socialistisk samfund er naturligvis passé”, men derfor kan der måske alligevel findes fortrængte elementer i den gamle ideologi, som kan bidrage med impulser til en fornyelse af socialdemokratiet i dag.

Denne gamle ideologi indkredses fra en række forskellige vinkler i bogens artikler, ligesom man præsenteres for en række metodiske overvejelser og forskning i arbejderbevægelsen.

Før syndefaldet
Den klassiske socialdemokratiske bevægelse var glødende internationalistisk, den var på en gang pragmatisk og radikal, og den var ”næsten fanatisk demokratisk”. I denne ”paradistilstand”, som Bryld frejdigt kalder det, var bevægelsen helhjertet internationalistisk, fordi den identificerede sig stærkt med det internationale socialistiske projekt. Men i erkendelse af den danske stats ringe størrelse ville man afvendte udenlandske begivenheder og ikke forsøge egenhændigt at bringe ”den kapitalistiske guldkalv” til fald. På den måde kunne et ambitiøst og radikalt internationalt engagement gå hånd i hånd med indenrigspolitisk realisme, men afgørende var det, at det internationale og utopiske var retningsgivende for politikken.

Socialdemokraterne satsede på en stærk stat ud fra en klar erkendelse af samfundets konfliktfyldte natur og en vilje til med greb om begivenhederne at gennemføre en ”langsom revolution”. Det med erkendelsen er vigtigt, for socialdemokratiet udmærkede sig nemlig dengang med en systematisk, gennemtænkt samfundsanalyse og ideologi, som Bryld påpeger er totalt fraværende i dag. Bevægelsen kan kaldes fanatisk demokratisk, fordi det var socialdemokratiet, der med sin massebasis kunne sætte magt bag ved kravene om udbygning og almen accept af demokratiet i de første årtier af 1900-tallet.

Flere brud
Bryld fremholder på en fin måde flere forudsætninger for, at Socialdemokratiet lagde afstand til de tidlige opfattelser, og undlader dermed at forfalde til enstrengede forklaringer om nødvendighed, forræderi eller lignende. Da verdenskrigen i 1914 sønderrev kontinentet, blev der sat en effektiv stopper for internationalismen i den socialdemokratiske bevægelse. Den politiske linje tabte radikalitet og søgte mod midten via konfrontation med venstrefløjen og ikke mindst den intime forbindelse til Det Radikale Venstre, som socialdemokraterne nærmest stod fadder til.

Et afgørende brud markeredes med partiets regeringsdeltagelse. Den statsbærende rolle bidrog til at svække det sociale konfliktperspektiv, som gradvist afløstes af et socialteknisk velfærdsprojekt. Stauning slog kursskiftet fast med syvtommersøm med erklæringer om vigtigheden af, at ”modarbejde angrebene på nationen, fordi den omfatter alles interesser”. Dermed indvarsledes den periode, der bliver romantiseret i Dansk Folkepartis historieskrivning.

En god ide
Det lader til at være Brylds opfattelse, at partiets største aktuelle problem er manglen på et retningsgivende projekt. Han når imidlertid ikke tættere på en løsning end noget med en ”ny socialdemokratisk fortælling”, en genopdagelse af ØD-tanken m.m. Og Bryld mener vel for eksempel næppe, at den gamle bevægelses fremskridtstro kan være et forbillede, når den i vid udstrækning byggede på en socialdarwinistisk udviklingslære? Inspirationen lader meget tilbage at ønske, og det afsluttende idekatalog imponerer i hvert fald ikke denne anmelder. At bevægelsens tidlige forestillinger rent faktisk kan inspirere står alligevel overbevisende – om end ukonkret – tilbage. Derfor er bogen også en god ide.

Det er bare ærgerligt, at den ikke har været gennem en strammere redigering. Mange af artiklerne (hvoraf de fleste har været bragt før) er absolut læseværdige, men ideen om at præsentere den samme fortælling i en række forskellige perspektiver resulterer i mange gentagelser, samtidig med at enkelte artikler falder helt uden for (f.eks. en over 20 år gammel anmeldelse af en svensk disputats). En helt ny behandling havde været at foretrække.

Med disse forbehold rummer bogen ikke desto mindre mange vigtige iagttagelser, ligesom den kan bidrage til en udmærket politisk historisk almendannelse. For partimedlemmer og de med ekstraordinær interesse for emnet er den naturligvis uomgængelig.

Enquist erklærer åbent sit historiesyn og underforstået sin politiske intention:

“Er det mørke som er lys, eller det lysende som er mørke? Man må vælge. Således er det med historien, man må vælge hvad man ser, og hvad der er lys, og mørke” (s. 343)

Nuvel, fortiden fortolkes i nutidens interesse. Jeg fik helt skæve associationer:

Den afsindige Christian VII minder i Enquists udgave grandgiveligt om den p.t. allestedsnærværende Jacko. En person der fra sin allertidligste barndom iscenesættes som en gudsbenådet og helt igennem offentlig person. De konstruerede, repræsentative billeder af det afblegede legeme dækker over et sygt sind, og som coping strategi opbygger staklen en parallel fortælling om sig selv og sin omverden. Hustruen “giver ham” et barn (og får et andet med en anden) og det forekommer, at han gennem det meste af livet er en marionet, der danser efter andres taktstok.

Sygt.

Som supplement til en artikel i antologien “Historiedidaktik” (red. af Peder Wiben, 2. udgave, under udgivelse på forlaget Columbus 2009) har jeg skrevet denne elevintroduktion:

Indtroduktion til begrebshistorie

DE franske CPE-demonstranter turde sige nej til det, som alle bilder sig ind er uundgåeligt. Den slags er både ambitiøst og lovende.

Det franske forårsoprør, der bragte hundredtusinder på gaderne og stoppede arbejdsmarkedsloven CPE, var defensivt, imod modernisering og derfor håbløst. Så meget var hovedparten af danske kommentatorer enige om.

I modsætning hertil var Maj ’68, som mange af de selv samme kommentatorer genkaldte sig med en vis nostalgi, et oprør »for« noget. Det var en kamp for frihed, mod undertrykkende magtforhold og konventioner, og det var skamløst ambitiøst med sine paroler om at bringe »fantasien til magten«. 68’erne turde tro på en anden fremtid end den, som efterkrigstidens veldresserede lønarbejds- og masseforbrugssamfund kunne tilbyde.

Sådan er det angiveligt ikke i dag. Skal man tro danske politiske iagttagere, findes der aktuelt to mulige positioner i spørgsmålet om de europæiske samfunds fremtid: de moderne, der erkender, at »tilpasning til globaliseringen« er en naturnødvendighed og tør tage de fornødne (asociale) skridt, og de reaktionære, der søger tilflugt i en dødsmærket velfærdsstatsnostalgi og national chauvinisme. Så er højre- og venstrefløj bekvemt sat i samme bås.

Analyserne af protestdemonstrationerne vakte minder om dengang, det franske nej til EU’s forfatningstraktat skulle forklares i danske medier. Her blev Pia Kjærsgaard i DR’s nyhedsudsendelse inviteret i studiet som sandhedsvidne, selvom nejet ifølge vælgerundersøgelser ikke skyldtes fremmedangst, men utilfredshed med traktatens økonomiske og asociale profil, herunder dens neoliberale slagside.

I den danske offentlighed blev nejet indskrevet i den velkendte fortælling om europæernes voksende selvtilstrækkelighed og skepsis over for omverdenen. Kritik af »globaliseringens krav« lod sig ganske enkelt ikke begribe på andre måder.

Historien gentog sig. Demonstranterne i gaderne dette forår stillede sig spektakulært, men, hed det sig, håbløst i vejen for den »nødvendige« trimning af virksomheden Frankrig til at matche tidens globale konkurrencevilkår.

Men hvori består dette »vilkår«? International Herald Tribune’s klummeskribent, William Pfaff, perspektiverede oprøret den 29. marts: i årtier har der været bestræbelser på at implementere en samfundsmodel verden over, hvor arbejde betragtes som én blandt mange varer, der må prissættes af det frie marked.

Ifølge den klassiske økonom David Ricardos »jernhårde lønningslov« vil priskonkurrencen sammen med et ubegrænset udbud af arbejdskraft føre til, at lønningerne falder til lige over subsistensminimum. Det ubegrænsede udbud af arbejdskraft har aldrig været en realitet – før nu. Det muliggøres af globaliseringen, og beslutningstagerne negligerer de menneskelige konsekvenser.

Derfor, slutter Pfaff, kan de franske protester, som ved første øjekast kan forekomme reaktionære, vise sig at have vidtrækkende, positive perspektiver. Demonstranterne slår fast, at udviklingen er politisk, idet de nægter at deponere alle fremtidsforestillinger hos markedskræfternes forgodtbefindende. Dermed demonstrerer de en optimisme og et vovemod, der ikke står tilbage for ’68.

“Staten i hjertet. Jens Schelderup Sneedorffs patriotiske opdragelsesprojekt”, Københavns Universitet 2005 (pdf)

(Københavns Stadsarkivs digitale skriftrække)

Se også “Jens Schelderup Sneedorff” (Wikipedia)

Knapt er printerblækket tørt på læreplanen i historie, før en ændret tager dens plads. Og allerede før første gennemløb under 2005-reformens vinger var overstået, tegnede det til en omfattende reform af selve gymnasiereformen. Reformreformerne udstiller et meget tidstypisk fænomen: Den accelererende forandringshastighed. Vi tvinges på godt og ondt til konstant at forholde os til uventede og ukendte nyskabelser.

Ifølge den tyske historiker Reinhart Koselleck (1923-2006) kan vi finde ophavet til forandringshastigheden i en række forskydninger, der fandt sted i perioden 1750-1850. Her skete der nemlig en grundlæggende ændring i den måde, man i vesten forstår samfund og historisk tid, idet forventning adskiltes fra erfaring. Antagelsen er, at folks forventninger til fremtiden frem til 1700-tallet var stærkt begrænsede af deres erfaringer fra fortiden. Derfor kunne Machiavelli i 1531 hævde, at ”den, der ønsker at vide, hvad der vil ske, skal se på det, som er sket”. Med de oversøiske erobringer, den tekniske udvikling, den økonomiske vækst og ikke mindst de politiske revolutioner opstod imidlertid forestillingen om fremskridt og om at intet bør tages for givet. ”Alt fast og solidt fordufter, alt helligt bliver klædt af”, noterede Marx og Engels usentimentalt i 1848 (her er vi tættere på en karakteristik af gymnasiereformen!). På den måde indvarsledes den accelererende forandringsverden, som vi er en del af. Utopier kom på mode, Historien tillagdes en retning, ideologierne tog religionens plads, og mennesket blev ”historieskabt og historieskabende”, som det hedder i vores fagbilag.

Kosellecks behandling af begreberne forventning og erfaring findes i antologien ”Begreber, tid og erfaring”, der er den første bogudgivelse af den tyske historiker på dansk.

Koselleck er mest kendt som medredaktør og primus motor i tysk historievidenskabs hovedværk i det 20. århundrede, der blev til i årene 1972-97. Det drejer sig om leksikonet Geschichtliche Grundbegriffe, der i otte bind behandler politisk-sociale kernebegreber i den tyske kulturkreds. Værket er overvældende: På over 9000 sider eftersporer forfatterne, hvordan begreber som ”demokrati”, ”herredømme”, ”arbejde”, ”politi” og omkring hundrede andre er blevet til og har ændret betydning i perioden fra antikken til det 20. århundrede.

Leksikonet udgør et monumentalt eksempel på den historiske metode, som i dag er tæt forbundet med Kosellecks navn: Begrebshistorien. Interessen for begrebshistorien er voksende, ikke mindst i Norden, men hidtil har hverken den eller Koselleck selv været særlig kendt eller særlig anvendt i Danmark. Det forsøger antologien at råde bod på, idet den samler en række af Kosellecks metodiske artikler og forelæsninger.

Begrebshistorien er kort fortalt en slags idehistorie, der lægger vægt på studiet af samfundsmæssige grundbegreber som ovennævnte. Begrebshistorikere insisterer endvidere på, at begreberne skal forstås i deres samfundsmæssige kontekst, så fremstillingen ikke reduceres til sådan en ahistorisk diskussion mellem kanoniserede filosoffer uafhængigt af tid og sted. I artiklen ”Begrebshistorie og socialhistorie” argumenterer Koselleck overbevisende for det frugtbare, ja nærmest uomgængelige i at kombinere idé- og samfundshistoriske tilgange i historiske analyser.

Begrebet revolution giver Koselleck en selvstændig behandling i antologien og det udstiller fint metoden og understreger hans tese om adskillelsen af erfaring og forventning. Den lille forstavelse re antyder, at revolutio oprindelig betegnede et kredsløb. Det var i den betydning, at det hos Aristoteles og Polyb betegnede en cirkulær omvæltning af statsformer og himmellegemernes kredsløb hos Kopernikus. Med den franske revolution blev det grundlæggende forandret: En revolution blev nu betegnelsen for en omvæltning til noget nyt og helt anderledes end det forgangne.

Koselleck skrev inden for en sprænglærd og meget tysk forskningstradition og havde en forkærlighed for verbale lammere som ”asymmetriske modbegrebers historisk-politiske semantik”. I det hele taget byder flere af antologiens artikler på historieteoretiske overvejelser, der næppe vil finde anvendelse udenfor et specialiseret universitetsmiljø.

På den anden side kan begrebshistoriske tilgange måske udmærket tjene et pædagogisk formål i gymnasieundervisningen. Mange vil sikkert påpege, at de allerede benytter sig af den slags i forbindelse med kildelæsning, hvor afkodning af fortidige begrebers betydning i konteksten ofte vil være obligatorisk. Men måske kunne man også forestille sig, at undersøgelser af politisk-sociale begreber med fordel kunne bruges i forbindelse med f.eks. kronologiforløbet. Demokratibegrebets bemærkelsesværdige forandring over to et halvt tusind år kunne udmærket supplere eller være ledetråd for en verdenshistorisk oversigt med selvklar aktuel relevans. Det samme kunne begrebet ”borger”, hvis betydningsforandring nærmest fortætter to hundrede års varierende samfundsopfattelser i Vesten: fra borgerstanden i år 1700 til statsborgeren i 1800 og endelig borgerklassen i 1900. Man kunne også forestille sig at arbejde med leksikaopslag som eksempler på den officielle forståelse af centrale samfundsbegreber på forskellige historiske tidspunkter (sidstnævnte eventuelt som en kærkommen anledning til at vurdere internetleksikonet Wikipedia som historisk reference). Begrebshistorien åbner også oplagte samarbejdsflader til sprogfagene.

Et fokus på historiske grundbegreber kan også hjælpe til at hente nogle af læreplanens abstrakte kompetencemål ned på jorden og gøre dem begribelige for eleverne. Demokrati- eller familiebegrebets forandring kan fx tjene til at illustrere ”samspillet mellem materielle forhold og mentalitet i tid og rum”.

Endelig kan Koselleck tjene som inspiration i den debat om historiefagets identitet, metode og forhold til teori, der er aktualiseret af gymnasiereformen og det øgede tværfaglige samarbejde. Begrebshistorien kan fx være et (blandt flere) bud på, hvordan historie kan være et samfundsvidenskabeligt fag, når samfundskundskab ikke længere hører under faget.

”Begreber, tid og erfaring” samler vigtige artikler af Koselleck, som kan inspirere den særligt interesserede læser. Som egentlig indføring i begrebshistorien kan man dog med fordel søge nogle af de introduktioner, der er publiceret andre steder af antologiens redaktører, de to ph.d.-studerende Jeppe Nevers og Niklas Olsen.